Få styr på holdkortet...

HUSK at holdkortet låses for redigering ved kampstart, og at der ikke efterfølgende kan tilføjes spillere. Det er derfor vigtigt, at holdkortet er udfyldt korrekt og i god tid, da kun de markerede og ikke benyttede reservespillere (indskiftere) efterfølgende kan slettes.
HUSK også at sørge for at eventuelle nye spillere er spilleberettiget for Skjold Birkerød, inden du sætter dem på holdkortet:
- Spilleren skal være meldt ind. Dette gøres via indmeldelsesblanketten på hjemmesiden.
- Spilleren skal være godkendt af DBU.
- Hvis spilleren kommer fra en anden klub, skal vi have overført spillercertifikatet fra den gamle klub. Dette gøres elektronisk af Kontoret på anmodning fra træneren. Spillercertifikatet dokumenterer bl.a. at spilleren ikke har et økonomisk mellemværende med sin gamle klub.
- Hvis spilleren tidligere har spillet fodbold i en anden klub, men har holdt pause, skal spilleren udfylde og underskrive en spillererklæring, som afleveres på Kontoret.
- Hvis spilleren kommer fra en klub i udlandet, skal navn og adresse (og evt. kontaktoplysninger) på den udenlandske klub sendes til Kontoret. Spilleren er først spilleberettiget, når DBU har skaffet spilletilladelsen fra fodboldforbundet i det pågældende land.
Det er trænerens ansvar at alle spillere er registreret korrekt inden de spiller deres første kamp for klubben. Manglende eller fejlagtig registrering af spillere vil i tilfælde af protest fra modstanderholdet medfører at Skjold Birkerød bliver taberdømt og får en bøde fra DBU.
Det må påregnes at der går minimum 1-2 uger, før nye spillere er registreret, godkendt, og vi har fået deres certifikat overført.
Du kan læse mere om reglerne for holdkort, op- og nedrykning af spillere, og meget andet på DBU's hjemmeside.