En hilsen fra en Skjold'er i Brasilien
Peter Arnholdt bor med sin kone og datter i den Brasilianske storby Belo Horizonte og arbejder til dagligt som freelance scout, og skribent for bl.a. Ekstra bladet.
Peter har her en hilsen til sin barndomsklub i forbindelse med vores 100 års jubilæum.
Et stort og forsinket tillykke med de 100 år. Skjold Birkerød er en klub, som har fyldt meget i min opvækst. Det startede som 7-årig, hvor min storebror Claus cyklede med mig til den allerførste træning, og det aktive medlemskab sluttede ved overgangen til senior, hvor det blev mere spændende at spille i Stavnsholt end på et sekundahold i barndomsklubben, Men selvom den gul-sorte trøje blev skiftet ud med en hvid, så har Skjold hele tiden fulgt med i mit liv på et eller andet plan. Ellers sad man vel ikke i Belo Horizonte og skrev om ens gamle fodboldklub så mange år efter...
Der var jo fantastisk mange gode tilbud som ungdomsspiller i Skjold Birkerød. Klubben var dygtig til det med venskabsklubber, og der var jo nærmest garanti for en udlandstur hvert år. Jeg kom til Sverige, Tyskland (4 gange), Jugoslavien og Rumænien, og det var altid noget, som man så frem til. Min storebror scorede dog Jackpot med en tur til Canada. Der var nærmest uhørt på det tidspunkt (vi snakker 70'erne), men Birkerød havde en dansk kontakt i Howard Billings High School ved navn Arne Petersen, og uden brug af hverken email eller skype lykkedes det at arrangere både visit og genvist. Det startede med, at de canadiske spillere kom til Danmark, og det var i en kortklippet version. Det havde Mister Petersen beordret, fordi det var sådan, at man så ud i hans fædreland. Der var bare lige det, at moden havde skiftet noget siden Arne Petersen sidst var i Dannevang. De danske drenge havde i hvert fald hippiehår, så det skabte en del morskab i den ene lejr og stor frustration i den anden...
Jeg husker især tre Påsketure til Grossenritte i Tyskland. Transporten var med bus, og det var natkørsel. Da vi endelig ankom til byen ved Baunatal den næste morgen, så var det med blærer spændt til bristepunktet. Der var ingen toilet på bussen, og chaufføren var tonedøv over for vores nødråb om tissepauser. Det var nærmest tortur, og så måtte vi oven i købet leve med Johnny Reimar og hans partymusik over højttalerne. I Grossenritte stod den på privat indkvartering. Det med at bo hos en tysk familie var en speciel oplevelse. Mange tyskere kunne på den tid ikke et ord engelsk, så det var bare svært at kommunikere. Det kom der mange sjove episoder ud af. Der var stakkels John, som hver morgen måtte drikke to glas varm mælk, fordi han ikke kunne forklare husets mutter, at han faktisk ikke kunne udstå denne drik. Vi andre havde det lidt lettere med kager til morgenmad. Vores udfordring kom senere på dagen, når der blev bud på sauerkraut til frokost... Men vi spillede fodbold til den store guldmedalje, og vi kom hjem med et overskud uden lige. Og hjemme i Birkerød var der også gang i den. De fleste i min alder husker vel Rex Rotary Cup, som blev spillet den sidste weekend i sommerferien. Turneringen havde deltagelse af et væld af hold fra ind- og udland, og ligesom når vi var på tur, så stod den på privat indkvartering for de gæstende hold. Min familie på Lærkebakken havde drenge fra Tyskland, Canada, USA, Sverige, Norge og Færøerne boende under stævnet. Det var spændende, og man lærte altid et eller andet ved at have gæster i huset. Aftenen før finaledagen var der altid en kæmpefest i Søndervangshallen, og det var ikke altid lige let at komme op til placeringskampene om søndagen, men på en eller anden måde klarede man det alligevel.
Og livet på fodboldbanerne på anlægget i Birkerød? Jeg husker selvfølgelig trænerne, hvoraf de fleste havde job som postbud. Aksel Jacobsen var den, som jeg havde i længst tid. Filosofien var, at vi altid skulle kunne vinde en kamp på kondien. Vi fik løbet meget til træningerne, og vi fik også turen op og ned ad skrænten en del gange. Det var hårdt og ikke specielt sundt for Schlatter-knæ, men det var sådan, at man trænede dengang. Vi spillede med halfbacks og inderwings, hvis der er nogle, som kan huske de betegnelser. Men vi fik nogle turneringssejre i bæltet, og Aksel var på den tid en super god træner. Og når man efter kampene tøffede rundt mellem banerne med den klassiske bakke pommes frites med remoulade og en kondivand, så stødte man altid på 'Leverpostej', som typisk blev fulgt af en flok drenge, der efterlignede hans kalveknæede gang, de knyttede næver og ordene: 'Hvad så, din lille lort. Skal du have nogle bank'. Jeg mener, at hans rigtige navn var Erling, men det var der nærmest ingen, som vidste. Han boede i hvert fald på Ebberødgård/Svaneparken, men han brugte lige så meget tid på fodboldanlægget. 'Leverpostej' fulgte med i alt. Ham var der heldigvis plads til, og han var vel nærmest en maskot for klubben. Men jeg husker også de gode tider som tilskuer til kampene med Skjold Birkerød. Der var den gang i 1977, hvor førsteholdet besejrede Lillerød i en oprykningskamp om en plads i Serie 1. Klubben arrangerede fælleskørsel til og fra stadion i Allerød, og det blev en kæmpe fest for os i de gul-sorte striber. Jeg kan ikke huske målscorerne, men mon ikke helten over dem alle, Henning Sterup var iblandt? Der var den fantastiske opvisningskamp, som klubben arrangerede i anledning af 60-års-jubilæet samme år. Der var landsholdsspillere på Birkerød Stadion, navne som Preben Elkjær, Flemming Nielsen, Christian Andersen. Det var kæmpestort, og der kom da også et par autografer i bogen. Og så var der den gode tid i 80'erne, hvor Birkerød tog imod storklubber som KB og Frem, og det var med rigtigt mange spillere af egen avl i startopstillingen. Jesper Graham som sweeper, han var i verdensklasse i mine øjne. Han reddede altid kastanjerne ud af ilden i sidste sekund med en perfekt glidende takling. Og når vi snakker om verdensklasse, hvad var så det bedste ved at spille i Birkerød? Det har uden tvivl været de mange kammerater, som man fik i forbindelse med livet omkring klubben.
Jeg er nu 55 år, og nogle af mine allerbedste kammerater er faktisk helt tilbage fra miniputdagene. Det er venskaber med snart 50 år på bagen. Det er værd at fejre. Det er 100 år for Skjold Birkerød også. Skål og tillykke til alle folkene omkring klubben og hav en fremragende fest. I ønskes det bedste fremover.