Nyt spillertøj fra SELECT

Vi er utroligt glade for at kunne annoncere en forlængelse af vores samarbejde med Intersport Birkerød, med SELECT som ny tøjpartner. Aftalen betyder, at klubben får SELECT som ny totalleverandør af alt fodboldudstyr, fodbolde, spillertøj og træningstøj. Det har været en vigtig faktor i valget af SELECT som samarbejdspartner, at de med hovedsæde i Danmark er lagerførende i en hel anden grad, end vi er vant til, og at vi dermed kan forvente en kortere leveringstid på udstyr og spillertøj.
I jubilæumsåret er vi desuden meget stolte over at kunne præsentere en helt nye spilledragt, hvor spillertrøjen er specielt designet af og til Skjold Birkerød Fodbold, og hvor strømperne som noget nyt bliver med integreret klublogo. Vi har designet den nye spillertrøje med respekt for vores historie og traditioner, samtidig med at vi har forsøgt at nytænke de vigtigste elementer i vores klub identitet:
- Striberne – vores sort/gule striber med et eget, unikt tvist
- Klubbens nye logo
- Skjold Birkerød Fodbolds værdier: UDVIKLING - MÅL - FÆLLESSKAB – MOD (nederst på ryggen)
- Ærme design der muliggør sponsortryk som alternativ til Ryg/Front.
Den nye spilletrøje er klar til salg ultimo marts. Den kan inden længe bestilles hos Intersport. Vi følger op med præcis dato snarest. Prisen for den nye trøje er ikke endeligt bekræftet, men vi forventer en pris i omegnen af 350kr.
Den nye træningslinje er SELECT Brazil i sort med kort træningstrøje, lang træningstrøje, shorts, lange bukser, klub-strømper og regnjakke. Vi fastholder desuden traditionen med at klubbens bedste seniorhold kan kendes på deres blå træningstøj.
Træningstøjet er allerede i dag klar til salg i Intersport. Information om klubpriser, tryk, vejledning til tryk design, bestilling osv. følger snarest. Der er også klubrabat i Intersport Birkerød ved køb af spilledragt og træningstøj til eget, personligt brug.
Som det er gældende praksis, udskiftes kamptøjet på de enkelte hold/årgange i det omfang, holdene/årgangene selv kan finde midler og/eller sponsorer til finansiering af det nye tøj. Holdet skal altså have betalingen af det nye kamptøj på plads inden bestilling af hele spillersæt.
Ved udskiftning af spillersæt hos de enkelte årgange opfordrer bestyrelsen til at aflevere det gamle kamptøj til Kontoret, så det kan genbruges på andre årgange. Vores hold spiller fortsat i gul/sorte striber og de gamle spillertrøjer er stadig i høj kurs.
Bestyrelsen