Menu

Nytårshilsen fra Formanden.

image
29. december 2017 kl. 20:39

Godt nytår!

 

- og jeg håber i alle har haft en god jul og har nydt fridagene sammen med familie og venner.

 

Her hvor vi nærmer os afslutningen på 2017, skal der lyde et godt nytår til alle og STOR tak til alle trænere og ledere der i det daglige yder en kæmpe indsats for Skjold Birkerød Fodbold, det er jer det er med til at gøre klubben til et stort aktiv for medlemmerne og byen.

Skjold Birkerød Fodbold skal være en klub for alle, det er derfor vigtig at vi sikrer fornuftige muligheder og vilkår for alle medlemmer, her er det vigtigt at huske på at årene i børnefodbolden for mange efterfølges af mange år, som ungdomsspiller og for nogle som seniorspiller og for ganske mange også som oldboys og veteran spiller i klubben.  Vi ønsker også at give vores medlemmer mulighed for at spille på første hold i de enkelte årgange, hvilket også er ressourcekrævende. Dette arbejder bestyrelsen med at balancere, som det er beskrevet i målsætningen og strategien for klubben.

Vi ønsker ikke at superoptimere på enkelte områder, men vi giver meget gerne medlemmer med lyst og vilje, mulighed for at udvikle sig, ved at vi uddanner vores egne trænere, i børnefodbolden vil vi gerne have højt kvalificerede årgangstrænere der kan inspirere alle trænerne i årgangen, vi engagerer kvalificerede førsteholds trænerer i ungdomsfodbolden. Endelig har vi vores samarbejde med FCK, som også er med til at udvikle den enkelte spiller, gennem deres speciel træning.

Den planlagte udskiftning af underlaget på kunst 1 blev desværre udskudt, da der ikke tidligere var foretaget, de nu krævede miljøundersøgelser af hvor vandet og dermed en masse gummigranulat og ”kemi” der bruges om vinteren ledes hen. Det er vores håb at underlaget bliver udskiftet i sommerferien 2018.

17. april 2017 blev Skjold Birkerød Fodbold 100 år, på dagen holdt vi en meget velbesøgt reception, hvor der blev holdt tale af vores borgmester, formanden for DBU Sjælland og formanden for Rudersdal Idrætsråd.

Vi  skal helt tiden udvikle os i klubben, ikke kun på banerne, derfor har vi i 2017 søsat 2 nye initiativer, det ene er en årbog, som er udkommet her sidst på året, i år er bogen også jubilæumsskrift og her skal der lyde en stor tak til arbejdsgruppen, som har stået for bogen og en helt særlig og stor tak til Peter Kaas for at have været den stor drivkraft i den historiske del af jubilæumsskriftet. Det er mit håb at bogen bliver en tilbagevendende årbog, med udvidet data om de enkelte hold, hvor man kan finde sig selv og hjælpe til med at huske de mange gode timer sammen med kammeraterne på banerne.

Det andet initiativ der er blevet søsat er salg af julekalender, hvor overskuddet delvis går til klubben og delvis til de hold der har været ude og sælge julekalenderne. det er håbet at denne aktivitet også kan blive en fast årlig tradition, som vil bidrage til aktiviteterne på de hold der har ydet en indsats og samlet til forbedring af materialer i klubben til gavn for medlemmerne. Der skal lyde en stor tak for indsatsen til alle dem der har være ude og sælge julekalender.

I 2018 håber at vi at kunne gen-oplive en festlig klub five-a-side, hvor der spilles fodbold på tværs af årgange, alder og køn,  hvor der også vil være sjove aktiviteter på Stadion.

Vi har længe gerne ville holde en klubfest / jubilæumsfest - men har ikke haft rescourserne til det - nu er der en gruppe af "gamle" Skjoldere der har meldt sig til at arrangere festen,  hvilket jeg glæder mig meget til  og håber at rigtig mange vil bakke op om og deltage. Yderligere information følger snarrest.

Jeg glæder mig over at de visioner og overordnet mål som er udtrykt i "-en fodboldklub i udvikling"  har drevet os mod  lysere tider, som vi jo nu bogstavligt også er på vej ind igen.....  og jeg ser frem til det kommende fodboldår med plads til  fortsat mangfoldighed som vores symbol. 

Godt Nytår!

 

 

Med sportslig hilsen

Ejvind P. Christensen

Formand

Luk