En ægte Skjold'er er gået bort.

Det er med stor sorg, at vi denne uge fik at vide, at Torben Andersson er gået bort. Torben var en af de allermest loyale støtter af klubbens 1.hold. Det kan tælles på meget få fingre, hvor mange 1. holds kampe, Torben har misset igennem de seneste 30 år.
Torben vidste mere end de fleste om Skjolds historie. Med sin egen underspillede lune og altid saglige argumenter, havde han også en klar mening om spillet på banen. Torben er, og vil altid være, ægte Skjold'er
Æret været hans minde.
På klubbens vegne - Rasmus Kaas
Herunder følger mindeord af Ole Tradsborg fra Skjolds fanklub:
Onsdag formiddag indløb den triste besked,, at vores gode fodboldkammerat igennem årtier, Torben Andersson, pludseligt er afgået ved døden tirsdag den 18. juni.
Beskeden var i sig selv chokerende, og når det herefter bundfælder sig, at en kær ven gennem mange, mange år pludselig ikke længere er en, man vil møde igen, rammer det ekstra hårdt,
Mandag blev Torben på sit arbejde ramt af en stor hjerneblødning, og selv om han i hast blev bragt til Rigshospitalet, stod det klart, at hans liv ikke var til at redde.
Vi vil savne vores gode ven, der altid stod klar til helhjertet støtte for førsteholdet, uanset om turen gik til Nørresundby eller Bornholm, så var Torben altid på plads.
Lige netop turen til Nørresundby tilbage i 1990'erne er en tur, jeg husker tilbage på med stor glæde og som den, hvor vores lille trofaste fanklub i den grad gav den gas med romerlys, konfetti og slagslange så det gjaldede, og på den måde supportede vores elskede gul-sorte helte helt i Nordjylland. Et herligt minde, fra en desværre efterhånden svunden tid...
Torbens pludselige død efterlader et stort savn i vores lille fanklub, hvor vi vil huske ham som en af de mest trofaste fans, og som en god ven, og vi vil savne hans lune væsen.
Torben bisættes i Bistrup Kirke tirsdag den 2. juli kl. 13.00.
Vores tanker i Fanklubben går til Torbens familie