Skjold Birkerød kåret til Årets Klub i Danmark
Skjold Birkerød er blevet kåret til Årets Klub i Danmark på Fodboldens Kongres 2026 i Aalborg. Prisen gives til en klub, der gør en særlig indsats for både fodbolden og fællesskabet – og netop det er kernen i Skjold Birkerøds arbejde.
“I Skjold Birkerød arbejder vi hver dag for at skabe en klub, hvor der er plads til alle – piger og kvinder, drenge og mænd, børn, voksne og ældre med forskellige baggrunde og behov. Fodbold og fællesskab hænger uløseligt sammen hos os, så vi er både stolte og taknemmelige for at blive anerkendt for det arbejde,” siger formand i Skjold Birkerød, Henrik Sloth-Ollendorff
En klub for alle
En del af baggrunden for kåringen er Skjold Birkerøds arbejde for at gøre fodboldklubben til et fællesskab for flere. De senere år har klubben blandt andet styrket miljøet for pige- og kvindefodbold og etableret hold for børn med særlige behov samt mennesker med demens.
“Vi tror på, at fodbold og fællesskab hører tæt sammen. Derfor arbejder vi målrettet for, at endnu flere kan være en del af Skjold Birkerød – både på og uden for banen,” siger Henrik Sloth.
Vi er kun lige begyndt
Kåringen markerer et vigtigt øjeblik for klubben – og et afsæt for næste skridt.
“Vi har skabt et stærkt fundament, men vi er kun lige begyndt. Næste skridt er at løfte udviklingsmiljøet yderligere, så alle børn og unge – uanset køn og niveau – får gode muligheder for at udvikle sig i fodbolden. Samtidig vil vi gerne i endnu højere grad være et samlingspunkt for hele Birkerød,” siger klubchef Rasmus Kaas, der sender en stor tak til alle, der er med til at skabe livet i klubben.
“Den her anerkendelse tilhører hele Skjold Birkerød. Hver eneste uge bliver der lagt et stort engagement på banerne, i klubhuset og omkring holdene. Tak til spillere, trænere, forældre, ledere og samarbejdspartnere, der er med til at skabe fællesskabet i klubben – og tak til DBU og DBU Sjælland for anerkendelsen.”
Efter påske markeres kåringen på banerne sammen med spillere, trænere, ledere, forældre og øvrige støtter i kommunen samt byens erhvervsliv.
Kontakt
Henrik Sloth-Ollendorff, formand – 20 40 39 93
Rasmus Kaas, klubchef – 22 53 45 60
#ViErSkjoldBirkerød #ÅretsKlubiDK