U15 pigerne finaleklar i futsal

Skjold Birkerød Fodbold's U15 piger er klar til finalerunden om Sjællandsmesterskabet i futsal! Søndag d. 22. januar gjorde de rent bord i mellemrunden med sikre sejre over Melby-Liseleje (1-0), Albertslund (2-0) og Jægerspris (2-0). De mange forældre og bedsteforældre der var mødt frem for at heppe på pigerne kunne nyde deres opvisning i hurtig og effektiv fodbold.
Pigerne har i denne vinter kun trænet udendørs, og de har derfor måttet bruge de indledende runder på at øve sig. Derfor var resultaterne også noget blandede i de første stævner. Men søndag var det tydeligt, at den sidste tids fokus på possession i højt tempo, og under pres, har givet pote. Pigerne var spilstyrende i alle tre kampe, og formåede med koncentreret og effektivt forsvarsspil at holde 0'et i alle tre kampe.
Nu venter "Indoor Final 4" stævnet i Roskilde den første weekend i marts, og så må vi se om pigerne kan få medaljer med hjem.