Menu

Arbejdet blev gjort helt færdigt

image I røg og damp med de rigtige farver - Fanklub + Mascot - gratulerer med oprykningen
Birger Flannov
07. juni 2017 kl. 21:18

Lørdag kunne Birkerød spille sig tilbage til den Danmarksserie, som man forlod for 2 år siden, med en sejr på hjemmebanen mod B.1973 fra Herlev. Rækkens bedste hold, mødte rækkens svageste, hvilket var klart iøjnefaldende kampen igennem, med total Birkerød dominans, som da også sluttelig endte med de klare cifre af 4-0. Sagen er klar, Birkerød er vinder af Sjællandsseriens pulje 1, og er klar til DS fodbold, når der skrives August i kalenderen.

Stort tillykke herfra, som aldrig har tvivlet på holdets evner, og som allerede i et brev, inden turneringsstart, lovede fanklubbens medlemmer, en top 2 placering, med næsten oprykningsgaranti. En trup i harmoni, styret af et dygtigt trænerteam, som i deres første hel sæson, har formået at indfri egne forventninger, om at få sine spillere i maksimal form, til at yde det optimale, både i træning og kamp, og som i sidste ende, også endte med klubbens sæson ønsker, om oprykning i 2017, 100 år efter klubbens stiftelse. Fornemt arbejde af alle.

1.pladsen i rækken er dermed endegyldigt sikret, inden sidste turneringskamp spilles førstkommende lørdag kl.15.30, mod allerede nedrykkede Helsinge. Lørdagen efter igen, gæster Birkerød så det store Slagelse stadion, når der spilles finale, mellem de 2 puljevindere, om æren, af at kalde sig endelig sjællandsserie mester. En sjov kamp, mellem sjællandseriens suverænt 2 bedste hold venter, hvor stor motivationen så vil være i en sådan kamp, kan kun tiden vise, men som udgangspunkt, spilles der jo altid fodbold for at vinde.

Lørdagens modstander fra B.1973, kom til Birkerød, med bare en sæsonsejr, og 5 point, som pudsigt nok, alle var hentet på udebane. Det for længst nedrykningsdømte Herlev mandskab, blev dog som ventet, slet ej nogen trussel, over for et hjemmehold, som fra første fløjt var i fuld kontrol, en dominans som varede hele kampen ud. I kampens fjerde minut, brænder Birkerød opgørets første store chance, da B.73 målmand Holm, refleksredder Joakim Dams afslutning midt for mål, på Alexanders skarpe indlæg fra venstrekanten. Og samme lange keeper, agerer igen redningsmand, på Jonas Jørgensens hovedstød fra tæt hold, efter et Frederik Weibel hjørnespark, efter et kvarters spil.

Dagens forventningsfulde tilskuere, er vidner til, spil til et mål, og da den atter funktionelle måltavle viser 33 spilminutter, får alle Birkerødder noget at glæde sig over. Endelig giver det totale boldovertag pote, da et indlæg fra højre, lander hos en spejlblank Alexander i midtfeltet, som sågar har tid til at lægge bolden til rette, inden den smukt plantes i krydset. 1-0, forløsning, og svært at se, at modstanderen kan svare igen. Som dog alligevel er ved at ske, en håndfuld minutter senere, da B.73 efter et hjørnespark, er yderst tæt på, efter lidt sjusk i Birkerød forsvaret.

Dette skulle blive første og sidste gang i denne kamp, at Herlev mandskabet blev seriøst farlige mod målmand Nickys bur, hvor den ellers stod på envejs trafik halvlegen og kampen ud, men hvor scoringerne ikke helt matchede den totale spil dominans. Alligevel tæt på lige før pause, i en tro kopi, af en tidlige situation, Frederik Weibel sparker hjørnespark, durk i hovedet på Jonas Jørgensen, men igen, redning af B.73's suverænt bedste, målmand Holm, som får fingrene på. Dog ingen grund til panik eller nervøsitet, trods kun 1-0 ved pausen.

Efter pausen samme spilmønster, omend som kampen skrider frem, et mere og mere dalende tempo, hvor en tilskuer sågar mente, at tempoet var dalet helt ned på slow motion niveau. Men hvorfor anstrenge sig mere end højst nødvendigt, hvis modstanden nærmest ikke er eksisterende, og kun går ud på at agerer forsvarsmur. Inden tempoet sættes ned, lukker Birkerød dog hurtigt opgøret til 2-0, efter fornemt angrebsspil, hvor Alexander fra venstre, spiller diagonalt til Ibsen på højre, som slår bolden til midtfeltet, hvor Schulze, på ægte forward maner, klasker bolden i kassen. Fornemt, hurtigt orienteret angrebsspil, som viste holdets opryknings berettigelse.

Så bliver der ellers trillet og spillet, stille og roligt rundt med læderet, hvor ingen risikoer løbes, og hvor publikum, har tid til snak med gamle bekendtskaber, som er troppet op, for at se deres gamle klub rykke op. Birkerøds bold trillen, bliver ikke rigtigt til målchancer, før i slutfasen, hvor der bliver lukket og slukket med 2 scoringer. 10 minutter før slut, er det tid til en fødselsdags scoring, da Frederik Weibel, som fyldte 26 år, i en bue passerer Herlevs lange keeper, efter forarbejde af Oscar Hartkopf. 3-0, tillykke med fødselsdagen, og Weibel mål nummer 16, i sæsonen.

I overtiden cementerer Schulze sejren til 4-0, da bolden igen løftes over den lange keeper, og med Schulzes 14'ende sæsonmål, har Birkerøds dynamiske duo, foreløbig stået for 30 af holdets nuværende 49 turnerings mål. Inden da, får hvert hold et højst besynderligt rødt kort, efter lidt infight, som højst burde have kostet gult til begge parter, og som sikkert betyder tidlig sommerferie til Blakø. Slutfløjt, 4-0, og tid til den fortjente hyldest, med det obligatoriske champagnesprøjt, træner lufttur, og hvad der ellers hører til, i en sådan oprykningsrus, hvor der dog lige mangler et par kampe, før festligheder og ferier for alvor går i gang. Endnu engang, et stort tillykke fra Birkerød Fanklub. BF.

SS pulje 1: Lørdag 3.6-17 kl.14.00 på Birkerød stadion: Birkerød - B.1973 Herlev= 4-0 (1-0)

Kampen i tal: 1-0 Alexander Augustesen (33) / 2-0 Christian Schulze (51) / 3-0 Frederik Weibel (80) / 4-0 Christian Schulze (92). Udvisning: Mark Blakø (86). Tilskuere: 250

BIRKERØD: Nicky Antonsen / Mark Blakø - Mads Windekilde - Mickey Fagerlind Nielsen (A) / Thomas Ibsen (82. Rasmus Garly) - Frederik Madsen (70. Nis Lundgaard) - Jonas Jørgensen - Alexander Augustesen / Joakim Dam (59. Oscar Hartkopf) - Christian Schulze - Frederik Weibel.

Luk