Menu

Birkerød fik endefuld i Vanløse

image Anfører Mickey - her med Samson hår - måtte gå den tunge gang med et sjældent stort nederlag
Birger Flannov
04. september 2017 kl. 08:31

For anden uge i træk, skulle Birkerød op mod rækkens tophold, men hvor det lykkedes at vælte Avedøre ned af pinden sidst, var der ingen pardon i Vanløse idrætspark denne lørdag, hvor hjemmeholdet var klart bedst, og vandt med de solide cifre af 3-0, og dermed samtidig konsoliderede sin føring som topholdet i rækken. Så efter at have været det bedste hold i sæsonens første 4 kampe, kom oprykkerne fra Birkerød for alvor i danmarksserie menneskehænder, hvor der intet overhovedet var at indvende mod den fortjente hjemmesejr.

Onsdag spillede Vanløse på samme bane pokalkamp mod Fremad Amager, en kamp de tabte 1-3, hvor Birkerød måske kunne lukrere på sene træthedstegn hos et hjemmehold, der dog aldrig helt tabte pusten, i hvert fald ikke mere end de gul/sorte, der i slutfasen virkede betydelig mere fysisk matte. Denne 0-3 snitter, er faktisk Birkerøds største nederlag, i hele 55 turneringskampe, da vi skal helt tilbage til April 15, hvor BSF sejrede med 4-0 i en DS kamp på Birkerød stadion, en kamp som kun Frederik Weibel fra dagens mandskab deltog i, hvor også anfører Mickey var en del af truppen, men i denne kamp var fraværende. Målmanden dengang hed for øvrigt Ovays Azizi, som i dagens kamp, var forhindret af landskampe for Afghanistan.

Vanløse starter kampen med fuld damp under kedlerne, og Birkerød er heldige med ikke at være bagud, inden kampuret har rundet 5, efter 2 store chancer i midtfeltet, hvor tilbagevendte Jonas i Birkerød målet, fra tæt hold, skydes lige i fødderne, på Vanløses anden store chance. Et par minutter efter, sender Rasmus Garly fra højrekanten, et indlæg til feltet, hvor en Vanløse spiller åbenlyst og ganske tydeligt, gør sig unaturlig bred, med en klar arm på bolden. Var Birkerød kommet i front på et straffespark her, kunne kampbilledet på sigt måske have set anderledes ud, hvem ved.

Vanløse er et hurtigt spillende hold, hvor boldene spilles direkte op mod modstander målet, hvilket skaber en del farlige chancer i og omkring Birkerød feltet, hvor ikke alle bolde cleares lige godt. Birkerød derimod, varmer bolden mere end modstanderen, og en god bold fra Høegh op mod Dam, ender sluttelig hos Frederik Madsen, hvis langskud rettes af til hjørnespark, som der intet kommer ud af. Begge hold har deres perioder i denne halvleg, hvor Vanløse efter sin lynstart, så absolut er til at tale med, men hvor Birkerød ikke rigtig formår, at sætte sig igennem og blive rigtig målfarlige, denne første varme September weekend.

I slutningen af halvlegen får Birkerød en kort opblussen, hvor Weibel tester målet med skud som pareres til hjørnespark, inden Schulze i slutminuttet, med en god fremlægning, sendes alene af sted mod målet. En Schulze lidt ude i siden af det store felt, med en modstander halsende efter sig, afslutter mod langt hjørne, men desværre snert forbi, men åbenbart med berøring fra målmandens fingerspidser til et hjørnespark, som heller ej kaster noget af sig. Denne chance, som ikke var kanon stor, var Birkerøds bedste, i en forholdsvis jævnbyrdig 1.halvleg, hvor hjemmeholdet dog sagtens kunne have været i front.

2.halvleg starter med Birkerød som de aggressive, med hurtigt angreb over venstrekanten, inden indlægget helt nede ved mållinjen, desværre kun bliver til et lige ved og næsten forsøg. Straks efter kommer Birkerøds største chance i denne fodboldkamp, da Weibel stikker Dam helt fri i dybden, men trækket uden om den udfarende målmand, bliver desværre ikke skarpt nok, og ved solidt målmandsspil sikrer den tidligere Birkerød keeper, Lasse Krogh, sig et solidt greb om læderet.

På disse få start minutter af anden periode, er Birkerød faktisk mere nærgående mod Vanløse målet, end man formåede at være i hele 1. halvleg. Den gode start følges desværre ikke rigtig op af de gul/sorte, hvor begge hold lukrerer på hinanden, og Vanløse samtidig snydes for et klart straffespark, da benene fjernes under en mand i feltet. Heller ingen fløjte her, og 1-1, på manglende straffesparks kendelser. Kampen har rundet en time, da Madsen begår et klodset frispark, på et kriminelt sted, uden for det store felt. Forsøget hamres på overliggeren, men nedfaldet som lander i feltet bliver til en omgang tumult, hvor bolden til sidst lander hos Oskar Høybye, som fra tæt hold kan prikke sit hold i front, efter både passivt forsvars og målmandsspil.

Birkerøds lille fanskare, havde ellers lige snakket om, at en uafgjort 0-0, ville være en rigtig god ting at tage med hjem i bagagen, men det brast prompte, og straks efter var den gal igen. Birkerøds venstre forsvarsside halter og er ikke på plads, og Vanløses Castelinjs laver dagens detalje, da han fra vinklen flot skruer sit venstrebens skud, helt over ved modsatte målstang. 2-0 til hjemmeholdet, hvor det nu var svært at se, hvor Birkerøds eventuelle comeback skulle komme fra i denne fodboldkamp. Specielt da hjemmeholdet efterfølgende får yderligere store chancer, igen med bolde som kommer fra Birkerøds venstre forsvarsside, som ikke så voldsomt overbevisende ud i denne periode.

Birkerød formår ikke at spille sig til noget nævneværdigt, ud over et hjørnespark, hvor Gjettermann er tæt på med et hovedstød, som kunne være udført bedre, hvis han ikke var blevet revet i trøjen, i afslutnings øjeblikket. Igen var straffespark, ikke noget dagens dommer Frederik Lysemose Hoffmann, gad at beskæftige sig med. Birkerød bliver nærmest udspillet i slutfasen, og 3-0 bliver en logisk kendsgerning i sidste minut, hvor et frisparks skud/indlæg rettes af, og ryger over Jonas Rasmussen og i mål.

Birkerød rammer ikke dagen, og må for første gang i sæsonen traske fra banen uden scoringer, mens hjemmeholdet er ellevilde over sejren, mod en modstander man på forhånd havde stor respekt for. Op på hesten igen gutter, næste Lørdag er det revanche tid, når Roskilde KFUM kikker forbi Birkerød stadion. BF - Birkerød fanklub.

DS2 Lørdag 2.9-17 kl.13.00 i Vanløse idrætspark: Vanløse IF - Birkerød = 3-0 (0-0)

Kampen i tal: 1-0 Oskar Høybye (63) / 2-0 Jacobus Castelijns (66) / 3-0 Oscar Merling Hansen (89). Tilskuere: 125

BIRKERØD: Jonas Rasmussen / Nikolaj Gjettermann - Mickey Fagerlind Nielsen (A) - Thomas Høegh / Rasmus Garly Hansen - Frederik Madsen - Jonas Jørgensen (77.Mathias Kokfelt) - Alexander Augustesen / Joakim Dam (64.Oscar Hartkopf) - Christian Schulze (70.Alejandro Maillet) - Frederik Weibel.

Luk