Birkerød holdt hjemmeskansen

Efteråret og ruskvejret er for alvor over os, og seriefodbolden nærmer sig så småt sin afslutning. Lørdag spillede Birkerøds danmarksserie herrer deres tredjesidste kamp, da man for anden gang i sæsonen atter spillede lige op mod Odsherred, i en ganske retvis 1-1 forestilling. Dermed forblev Birkerød stadig ubesejret på egen grønsvær, hvilket også er tvingende nødvendigt, når tingene ikke fungerer på ude banerne, hvor der uden sejr, kun er hentet 2 point i 6 forsøg.
Så efter en god indledning på sæsonen, er de gul/sorte faldet lidt i kadence, og efter de ærgerlige nyheder, om Gammelgaards og Jeppesens trænerstop, er gassen ligesom sevet lidt ud af ballonen. Nu gælder det for alt i verden, om at slutte efteråret godt af, hvilket trænerne fortjener, så alle med sindsro, kan gå på fortjent vinterferie. Så håbet herfra, er, at alle mand er klar til at kæmpe for de gul/sorte farver, når man lørdag gæster Avedøre, hvor en sejr vil bringe holdet langt væk fra bundregionen, i denne jævnbyrdige række, hvor der ingen forhåndsfavoritter findes.
Desværre bliver Avedøre kampen uden Jonas Jørgensen, som korrekt blev vist ud, efter en alt for vild tackling på en Odsherred mand. Jonas som lige var kommet tilbage, efter point karantæne, var aldrig kommet til at lave denne frustrations tackling, hvis dommer Nikolaj Mose Dreisig Hansen, havde været sin opgave voksen, og sekunder forinden, havde tildelt Birkerød sit soleklare frispark, som enhver kunne se, på et tydeligt skub i ryggen, på den fremadstormende Morten Rønne. Hamrende irriterende for spiller og hold, og ret så besynderligt, at Birkerød for tredje gang i 6 hjemmekampe, havde denne selvsamme dommer.
Da de 2 oprykkere mødtes i Odsherred for præcis 2 måneder siden, endte kampen også 1-1, i en kamp Birkerød burde have vundet, over et Odsherred hold, som fortrinsvis spillede med masser af lange bolde nedenfra og op. Sådan spillede udeholdet ikke helt på Birkerød stadion, hvor man i perioder kombinerede fint over kanterne, og generelt spillede pænere fodbold end i første opgør. Birkerød søgte også spillet over kanterne, men det blev ikke en fodboldkamp, med de helt store målchancer, det sørgede to påpasselige defensiver for.
Indledningsvis ikke det store at skrive om, ud over et par Schulze, lige ved og næsten episoder i feltet, og en enkelt flad afslutning fra udeholdet, som målmand Jonas kommer ned og redder. Ellers er forestillingen jævnbyrdig, hvor Weibel sparker hjørne, efter 26 minutter, hvor anfører Mickey er tæt på scoring, med en yderside afslutning ved nærmeste stolpe, men målmand Sømmergaard, er med gul/sorte øjne, desværre korrekt placeret i målet. Kort efter en stikning ned i banen fra Jonas Jørgensen til Weibel, som med en mand hængende på siden, spiller videre på tværs til en fri Dam, som ikke når sin afslutning, inden bolden tackles til hjørnespark, på den ellers gode chance.
Så får Odsherred den ultimative scorings foræring, da Birkerød spiller bolden tilbage mod eget mål, men glemmer at se en helt fri modstander, som pludselig får frit løb mod målet, men med eminent tilbageløb af Jonas Jakobsen, som også får sat den rene tackling ind i skudafviklingen, heldigvis ingenting ud af den foræring. Et par minutter efter, får hjemmeholdet gang i fornemme kombinationer over flere stationer, og dagens bedste angreb afsluttes med et Joakim Dam skud, som drøner lige forbi mål. 0-0 ved pause.
Birkerød starter 2.halvleg bedst, hvor Frederik Weibel tester med skud udefra, som sniger sig lige forbi sidestolpen, og hvor der efterfølgende sættes godt pres på Odsherred målet, hvor Dam fører bolden godt frem i højresiden, tager Schulze med som mellemstation, inden afslutningen igen suser lige forbi målet. Så kommer situationen, hvor Jonas Jørgensen ser rødt, og hvor udeholdet selvfølgelig øjner deres sejrschance. Der går der også bare 3 minutter, før udeholdet scorer, da Mickey ikke får lukket ned for et indlæg på selve baglinjen, og på det kan en helt umarkeret Haydar Said, hovedstøde Odsherred i front.
så skulle det selvsagt blive svært for et Birkerød mandskab i undertal, specielt fordi modstanderen straks efter målet samtidig var gået i forsvarsstilling. Birkerød formår heldigvis at få sin hurtige udligning, som der jo nok skulle til, for at få point ud af dette opgør, da Morten Rønne i et overbefolket felt, kan se sit flade skud, drøne mellem venner og fjender, og ind i kassen. Forløsende og fortjent 1-1 udligning.
Med små 25 minutter tilbage, satser udeholdet igen mere offensivt på en ny føring, over for et mere og mere træt hjemmehold, der satser alt på at holde modstanderne fra scoring. Trods en del spil, og bolde til feltet, lykkedes det ikke for Odsherred at skabe nævneværdige chancer, over for et godt kæmpende Birkerød hold, som holder stand, og i slutfasen prøvede med spredte kontrastød, men hvor kræfterne ikke helt holdt til de lange løb. Next stop, Avedøre, mød op og støt gutterne, næste lørdag kl.13.00, hvor der krydses fingre for at topscorer Weibel bliver klar, efter at måtte udgå med et vrid i knæet. BF - Birkerød fanklub.
DS pulje 2: Lørdag 21.10-17 kl.14.00 på Birkerød stadion: Birkerød - Odsherred = 1-1 (0-0)
Kampen i tal: 0-1 Haydar Said (62) / 1-1 Morten Rønne (65). Birkerød udvisning: Jonas Rudolph Jørgensen (59, og færdigspillet for i år). Birkerød advarsler: Mathias Kokfelt (53) - Alexander Augustesen (93). Tilskuere: 89.
Birkerød: Jonas Rasmussen / Mathias Kokfelt - Jonas Jakobsen - Mickey Fagerlind Nielsen (A) / Joakim Dam - Jonas Jørgensen - Morten Rønne (66.Thomas Høegh) - Oscar Hartkopf (46. Frederik Madsen) - Alexander Augustesen / Christian Schulze - Frederik Weibel (70.Alejandro Maillet).