Menu

Birkerød på pointtavlen

image Nikolaj Gjettermann spillede en fin forsvarskamp og clearede masser af bolde ud af forsvarszonen
Birger Flannov
14. august 2017 kl. 21:24

Tavlen var visket helt ren, og glemt var sidste uges mega uheldige og ærgerlige nederlag, da AB Tårnby ufortjent vandt 2-1 på hjemmebanen. Nu var det tid til sæson premiere på Birkerød stadion, der som altid stod flot og nyklippet. For dagens modstander, Virum-Sorgenfri, som havde taget den korte vej op ad Kongevejen, var det første turneringskamp, men man kom med en tirsdags pokalkamp i benene, hvor Hasse Kuhns Tropper fik stryg af 2.divisionsholdet fra B.93, med tenniscifrene 6-3.

De herrer trænere, Thomas og Tommy, havde valgt samme start formation som sidst, lige på nær en skadet Thomas Høegh, som var erstattet af kreative og bevægelige Oscar Hartkopf, hvor 5 spillere, Jonas Rasmussen, Gjettermann, Jonas Jacobsen, Rønne, og indskiftede Kokfelt, alle optrådte på Birkerød stadion, for første gang. Tillykke til dem, og resten af teamet, for alt endte som det skulle, det bedste hold vandt, omend 1-0 sejren var for lille, i en kamp, som blev lidt mere spændende, end nødvendigt var.

I dette lokale opgør, burde Birkerød ha' lukket kampen i første halvdel, da udeholdet kom bedre med efter pausen, hvor flere nærgående forsøg var lige ved og næsten, i en fysisk betonet kamp, hvor der i flere tilfælde blev givet og taget lidt for voldsomt, hvilket kampens dommer Nikolaj Mose Dreisig Hansen desværre ikke havde helt styr over, med mærkværdige kendelser kampen igennem, og manglende kendelser, som nemt, men heldigvis ikke kostede skadede spillere.

Kampen starter afventende, men med Birkerød som dominerende boldholdere, i kampens første chancefattige 25 minutter. Så spiller hjemmeholdet det gode fodbold, hvor en godt spillende Rønne, fint finder Dam ovre på højrekanten, som suser ned af linjen, og slår det flade indlæg til feltet, hvor Weibel kun er et mulehår fra at bringe sit hold i spidsen, men målmand Larsen fanger læderet først. 5 minutter efter, fældes Weibel straks uden for feltets højre side, rent guf for et venstre ben, siddende på Augustesen. Det veludførte spark fra "Alex", mangler igen mulehåret, da læderet brager på overliggeren, helt oppe i "Jacob", og hvor returen lander hos Jonas Jørgensen, der pisker sin afslutning over målet.

5 minutter efter igen, hurtigt spil fra de gul/sorte, hvor Oscar viser sublimt overblik, og stikker Weibel fri i dybden, men en halvt liggende Weibel, afslutter snert forbi langt hjørne. De utålmodige, men forventningsfulde publikummer, havde gerne set hjemmeholdet i front på dette tidspunkt, men de skulle snart få noget af glæde sig over. Har vi nævnt en Virum - Sorgenfri chance, hidtil, nej, for intet farligt at skrive hjem om, ud over et højdeskud mod målet, og livet var forholdsvis let så langt på eftermiddagen, for Birkerøds debuterende hjemme keeper Jonas Rasmussen.

43 minutter er spillet, hvor kampens højdepunkt indtræffer, som senere også skal vise sig at blive kamp afgørende. Birkerød har gang i fine kombinationer, hvor en stærkt spillende Joakim Dam, sluttelig finder en fremadløbende Frederik Madsen på højrekanten, som resolut på kanten af feltet, får det perfekte træf med højreskøjten, og pang, Madsens flade afslutning drøner ind i langt hjørne, og fortjent 1-0 til hjemmeholdet. Lige inden dommeren fløjter til pause, stemples Weibel midt på banen ned bagfra, lige foran den lange dommers åsyn, men helt absurd ingen kendelse, for noget der kunne/skulle være takseret til rødt kort, og samtidig kunne have kostet Frederik en grim skade.

2.halvleg starter med et gult kort til Alex, for at lave ingenting, inden Virum for alvor viser tænder, med et skud fra venstrekanten, der drøner på ydersiden af sammenføjningen. Det varslede nye tider fra udeholdet, som i denne jævnbyrdige halvleg, fik lov at lege mere med i løjerne. Birkerød er farlige, når boldene kommer over kanterne, hvor Alex kommer til skud på kanten af feltet, men målmanden parerer skuddet til hjørnespark. Et hjørne, som efterfølgende cleares ud til Rønne, som fyrer et flot langskud af, som dykker ned lige i nettaget.

Birkerød stadig mest på bold, det første kvarter, men Virum nu lukrerende farlige, med et langskud, som suser lige forbi Rasmussens stolperod, inden Rønne igen fyrer et flot dykkende skud af, som målmand Larsen redder til hjørnespark, som Alex sparker ind, og Madsen drøner over mål på nedfaldet. Folket er ikke helt trygge, ved Birkerøds smalle føring, som mere og mere udvikler sig som en forsvarskamp for hjemmeholdet, hvor især Gjettermann er stærkt spillende, med masser af gode forsvarsaktioner, når Virum-Sorgenfri hælder lange bolde ind i feltet, som i et tilfælde, er tæt på at lykkedes, men afslutningen i et tætbefolket felt, sniger sig forbi mål.

I slutningen af kampen kommer hjemmeholdet igen til chancer, som Virum satser mere og mere på udligning, hvor Dam er tæt på i feltet, med en dansende bold på Virums målstreg, og Schulze efterfølgende ligeledes er tæt på med sit hovedstød. Birkerød kæmper for at holde fast i sin føring, som i dommerens tredje overspils minut, er ved at briste, da Virum-Sorgenfri får den ultimative chance for udligning, da en spiller helt fri i midtfeltet, heldigvis ikke formår at få ordentlig træf på hverken bold eller mål.

5 minutters overtid ender omsider, og de gul/sorte starter hjemme sæsonen på bedste vis, med en fortjent sejr, inden der næste søndag, spilles på det ukristelige tidspunkt, af kl.15.00, når man for første gang ud af to, drager på turneringens længste udebane tur, hvor TFC Odsherred, med spillested i Vig venter. God tur, og vi ses. BF - Birkerød fanklub.

DS2 Lørdag 12.8-17 kl.14.00 på Birkerød stadion: Birkerød - Virum S. = 1-0 (1-0)

Kampen i tal: 1-0 Frederik Madsen (43). Birkerød advarsler: Jonas Jørgensen (44) - Alexander Augustesen (46). Tilskuere: 175.

BIRKERØD: Jonas Rasmussen / Mickey Fagerlind Nielsen (A) - Jonas Jacobsen - Nikolaj Gjettermann / Frederik Madsen - Morten Rønne (68. Rasmus Garly) - Jonas Jørgensen - Oscar Hartkopf (79. Christian Schulze) - Alexander Augustesen / Joakim Dam - Frederik Weibel (90. Mathias Kokfelt, debutant).

Luk