Menu

En sejr fra målet

image Thomas Ibsen - var første målscorer - på et gigantisk målmandsdrop
Birger Flannov
28. maj 2017 kl. 21:42

Onsdag spillede Birkerød deres 1.runde kamp i DBU pokalen, under SBU, en kamp, hvor man havde valgt at droppe næsten hele startformationen fra lørdagens kamp mod Herlev, på nær Frederik Madsen og Joakim Dam. Og oppe mod et danmarksseriehold fra Herlufsholm, skulle det blive svært, for masser af ungdom, hvor der blev plads til 5 debutanter undervejs. Nederlaget på 2-3, kom efter et par håbløse dommerfejl, hvor holdet, i 2 perioder, ikke magtede 10 mod 11 situationen, hvilket kostede 2 scoringer. Christian Schulze scorer begge Birkerøds mål, i en helt igennem acceptabel præstation, men Birkerød er færdige i pokalturneringen anno 2017/18.

Meningen med at spare spillere onsdag, var selvfølgelig lørdagens vigtige kamp mod Glostrup, hvor trænerteamet ville sikre sig, et skades frit og udhvilet hjemmehold, i klubbens alt overskyggende sæsonmål, oprykningen til danmarksserien. Den træner taktik lykkedes til fulde, da kampen mod Glostrup på Birkerød stadion, blev vundet med 3-1. Sejren bringer holdet uhyre tæt på som puljevinder, og dermed oprykning, og med en ny sejr næste lørdag, kan det hele spilles i hus på hjemmebanen, når rækkens svageste hold fra Herlev B73, kan risikere slemme bøllebank.

At oprykningen kommer i hus, i egen hule, burde være næsten lige så sikkert, som amen i kirken, og skulle det umulige ske, at det kikser, er der endnu en chance, i sidste spillerunde, mod endnu et nedrykket hold fra Helsinge, så ingen behøver at frygte eller panikke, når rækkens bedste hold, møder de 2 svageste, ellers lægger jeg igen hovedet i skafottet. Så alle Birkerødder, som er glade for fodbold, bør møde op på Birkerød stadion næste lørdag kl.14.00, og fejre byens hold, med oprykning til den danmarksserie, man forlod for 2 år siden, og hvor man som minimum hører hjemme.

Som så mange gange set, i sæsonens løb, startes opgøret mod Glostrup, med masser af gul/sort boldbesiddelse, og pres mod modstander målet, og kampen er knap sat i gang, inden hjemmeholdet er i front, på et klokkerent og vaskeægte målmandsdrop. Lidt uden for feltet, tager Thomas Ibsen chancen, med et halvforkølet fladt skud, et spark som stille og roligt triller i mål, tæt på sidestolpen. Målmandens totale fejlbedømmelse, kommer bag på både spillere og tilskuere, som knap tror deres egne øjne, men i hjemmeholdets lejr siges der pænt tak, til keeper Schanck, for den dejlige og tidlige 1-0 føring.

Samme Ibsen brænder straks efter en mega chance i midtfeltet, og der står Birkerød på alt indledningsvis, over for en modstander, som har haft en skuffende sæson, og her har nok at gøre med kun at forsvare sig, og intet andet. Alexander fyrer fra venstrekanten, et flot fladt langskud af, men her er målmand Schanck på sin plads, og lige efter tester også Weibel med skud udefra, men forsøget drøner over kassen. Samme Weibel får omkring den halve time, en friløber, efter en løs bold som bliver en anelse for lang, og det afgørende prik til bolden, lander i fødderne på keeper Schanck.

Birkerød fortsætter med at kreere chancer, over for en modstander, som er totalt harmløs i sin offensiv. Jonas Dam smækker fra højrekanten, bolden helt modsat, til "Alex", som straks uden for feltet, firsttimer mod målet, hvor målmanden passeres, men læderet sparkes væk på selve målstregen. Dam igen straks efter, som spilles fornemt fri i dybden af Frederik Madsen, men skarphed og præcision mangler i den afgørende frekvens, og der står stadig kun 1-0, på den irrerterende måltavle, som kører helt sit eget liv, med virker, virker ikke, virker, virker ikke. Birkerød går til pause, med en alt for lille føring, hvor man lidt grotesk, fører på et foræringsmål.

På Birkerød stadion, er holdets anden halvdel af kampene, sjældent lige så gode, som første omgang. Ej heller, denne superskønne sommerdag, hvor spillerne tildeles indlagte vandpauser i heden. Glostrup får lov til at varme bolden mere i denne halvleg, uden det fører til nævneværdige chancer, for en nærmest totalt arbejdsløs, Nicky i Birkerød målet. Et Birkerød hold, som er rykket længere tilbage mod eget mål, har slet ikke samme offensive momentum, som før pausen, alligevel er Schulze tæt på, da bolden efter en Weibel afslutning på målmanden, springer ud i fødderne på ham, og brager retur, desværre igen lige på målmanden.

3 minutter efter er dog lykkens gang, for den gode Schulze, der fra højre side, straks uden for det store felt, viser resolut sparketeknik, med en flugter, som piver ind i det lange hjørne, efter Weibel først har testet målet, og returen er landet på Schulzes fødder. Herlige 2-0, og mere ro på, i Birkerød lejren, men kun et ganske kort øjeblik, hvor det desværre er målmand Nickys tur til at stordroppe. En simpel opsamlingsbold, bliver til masser af fumlen, hvor læderet tabes og tabes, inden Simon Hjetting når til, og prikker reduceringen ind. Som set før, når Birkerød styrer kampene, er det med foræringer, at modstanderne lukkes ind. Med fuld BSF gevinst, i deres tidlige kamp mod Brøndby, var der nu ekstra pres på hjemmeholdet, for at holde føringen hjem. Heldigvis formår Glostrup ikke at finde andre gear, end det de hele tiden har kørt i, og Birkerød får så småt sit spilovertag tilbage, hen imod kampens slutning. Alex får smidt indlæg til feltet, som er tæt på at videresendes i kassen, inden det til sidst, nærmest bliver bombardement og power play mod Glostrup målet, hvor Nis, med 2 skudafslutninger, som han normalt scorer på, planter bolden lige på målmanden.

Birkerød sværmer omkring Glostrup kassen, med adskillige afleveringer, hvor indskifterne Hejbøl og Hartkopf kommer til baglinjen, men hvor den sidste pasning, lige mangler en anelse mere præcision. Bombardementet indstilles, med en befriende 3-1 scoring, da topscorer Frederik Weibel viser beslutsomhed, og resolut knalder kuglen i kassen i kampens overtid. Dagens arbejde er gået efter planen, efter en homogen holdindsats, hvor især Mark Blakø og Jonas Jørgensen agerede solide bolværker. Næste uge bliver arbejdet gjort helt færdigt, vi glæder os allerede. BF - Birkerød fanklub.

SS pulje 1: Lørdag 27.5-17 kl.14.00 på Birkerød stadion: Birkerød - Glostrup = 3-1 (1-0)

Kampen i tal: 1-0 Thomas Ibsen (3) / 2-0 Christian Schulze (62) / 2-1 Simon Hjetting (64) / 2-1 Frederik Weibel (92). Tilskuere: 125 sved dryppende.

BIRKERØD: Nicky Antonsen / Mark Blakø - Mads Windekilde - Mickey Fagerlind Nielsen (A) / Thomas Ibsen - Frederik Madsen (57.Nis Lundgaard) - Jonas Jørgensen - Alexander Augustesen / Joakim Dam (63.Magnus Hejbøl Jensen) - Christian Schulze (84.Oscar Hartkopf) - Frederik Weibel.

Luk