Målløst på hjemmebanen

Efter 2 udekampe med kunstunderlag, kunne der endelig spilles fodbold på en rigtig græsbane, da Birkerød stadion dannede rammerne om DS kampen i pulje 2, mellem Birkerød og Fremad Valby. Græsbanerne mangler endnu den gode grønne farve, men at der var spillet en damekamp lige inden dette opgør, kunne nu ikke ses, på en bane der bliver bedre som foråret skrider frem. Birkerød har igennem årene prøvet sig frem med forskellige spilletidspunkter på hjemmebanen, nu, og resten af indeværende sæson hedder det lørdag kl.13.30, hvor der også er sat dato på påskens aflyste hjemmekamp mod GVI, som spilles onsdag den 2.Maj kl.18.15.
Efter en uafgjort, og et nederlag, i de 2 første opgør, var håbet nu en sejr, mod Fremad fra Valby. I de 2 holds første opgør, på en stormfuld slut September dag, vandt Valby holdet 2-0, så en revanche ville være dejlig og nærliggende. Sådan blev det desværre ikke, da start cifrene stod sig kampen ud, i en total jævnbyrdig forestilling, hvor en eventuel sejr til en af siderne, da også havde været pivende ufortjent.
Birkerød stillede til start, med nøjagtig samme formation, som i mandagens opgør ude på Amager, hvor også de 3 indskiftere var identiske. 1 mål i tre kampe, siger selvfølgelig noget om, hvor holdet lider mest i øjeblikket, hvor det selvsagt har været et tab, at miste en god offensiv kraft i Morten Rønne, som er flyttet til Oure, og stadig at være uden skadede og rutinerede Henrik Lyngsø, og nytilkomne Troels Cilius. Heldigvis har defensiven fungeret så tilfredsstillende, på nær et par svipsere sidst, at 1 scoret mål alligevel har høstet 2 point.
Birkerød starter opgøret udmærket, og får faktisk en god chance indledningsvis, da Alex sender et skruet frispark i feltet, som Jacob Østerby midt for mål får træf på, men den gode mulighed ekspederes forbi målet. Ellers er det så som så med farligheder foran målene, hvor begge hold i hele opgøret kæmper med at beholde bolden i egne rækker, længere tid af gangen. Da den halve time er passeret, sender Høegh fra venstre, en fin diagonalbold modsat til Kokfelt, som sender sin skruede afslutning lige over mål. Valby er farlige lige efter, i en 2 mod 1 omstilling, som ikke udnyttes specielt optimalt, men slut afslutning over mål.
En lang bold op i banen, sender Frederik Heise ud i noget som ligner et friløb, men offensivt målmandsspil af Valbys Niklas Thomsen, og manglende boldkontrol, afværger situationen. Minuttet efter er den gal modsat, da en bold dumper ned i Birkerøds felt, hvor Jesper Dybkjær desværre alt for åbenlyst omklamrer en modstander, som dommer Emil Martinussen, retvist nok vurderer til et straffespark. Målmand Thomas Gall er lynskarp på mållinjen, og går ned og napper det ikke alt for velplacerede straffespark. 0-0 ved pause, hvor anfører Mickey små humpende forlader banen, for at tage plads på udskiftningsbænken i den nye halvleg.
Thomas Høegh overtager pladsen i midtforsvaret, og leverer en fejlfri præstation, som er med til at holde modstanderne fra fadet, hvor også målmand Gall denne eftermiddag er vaks ved havelågen, og spiller fejlfrit. Valby får en god chance i starten af halvlegen, da en lang bold bagfra giver friløb, men afslutningen pisker over mål. Det var i øvrigt meget de høje boldes dag, der fik en tilskuer til at bemærke, om det var amerikansk fodbold han var havnet i. Midt i halvlegen er Østerby tæt på scoring for anden gang i kampen, da han firsttimer et indlæg i rigtig retning mod mål, men bolden blokeres i sidste øjeblik til hjørnespark.
Ellers var det småt med chancerne, hvor Birkerød kæmper bravt for sit point, og hvor Fremad Valby presser på i slutningen af opgøret, hvor et hjørnespark kort før tid, skaber tumult i Birkerød feltet, inden målmand Gall slutteligt får fat i læderet. Begge hold er stadig uden forårs sejr, hvor Fremad Valby tager forårets tredje uafgjorte resultat, en disciplin Birkerød også er gode til, med i alt 7 hidtil, i sæsonen. Det bedste ved dagen ud over det ene point, var og er, at Hasse Kuhns tropper stadig er uden nederlag på hjemmebanen. Samme Kuhn som for øvrigt var jublende glad, over sit holds point, som sagtens kan vise sig vigtigt, længere fremme i turneringen. Næste opgave er på Tårnby stadion mod AB Tårnby lørdag kl.15.00, hvor hjemmeholdet denne weekend fik en 0-3 snitter af Vanløse. BF - Birkerød fanklub.
DS2 Lørdag14.4-18 kl.13.30 på Birkerød stadion: Birkerød - Fremad Valby = 0-0
BIRKERØD: Thomas Gall / Mathias Kokfelt (73.Alexander Frost Rasmussen) - Jesper Dybkjær - Mickey Fagerlind Nielsen (A)(46.Magnus Hejbøl Jensen) - Alexander Augustesen / Jacob Sten Madsen - Jacob Østerby - Thomas Høegh - Frederik Madsen - Rasmus Gasberg (59.Alejandro Maillet) / Frederik Heise. Advarsel: Jesper Dybkjær (40)
Tilskuere: alt for få - Ca.90