Menu

Sæsonafslutning med nederlag

image Frederik Madsen i aktion - Frederik spillede alle sæsonens 27 kampe
Birger Flannov
17. juni 2018 kl. 21:45

Det var en sommer lørdag, hvor der blev snakket om Danmarks åbningskamp ved VM, i stort set alle afkroge, men hvor det for nogle var ligeså vigtigt, at få lukket og slukket sæson 17-18 i danmarksserien i fodbold, ned. Byens hold fra Birkerød spillede sin sidste kamp på Fremad park ude i Valby, og det forløb ikke specielt godt, da man måtte inkassere et 0-4 nederlag, et resultat som ingen sjæl, på dette lille anlæg, kunne indvende noget imod. Birkerød kunne derimod måske nærmere takke målstolper og målmand for, at nederlaget ikke blev endnu større. Dermed lykkedes det ikke at få skovlen under Valby mandskabet, i indeværende sæson, og sågar heller ej at få scoret imod dem, efter resultaterne 0-2, 0-0, og nu 0-4.

Som nyoprykker til DS, var Birkerøds sæsonmål fra start, at etablere sig i rækken, hvilket lykkedes til fulde, med 2 forskellige trænerteam, hvor det første, havde et stærkere materiale at arbejde med, end nuværende Kuhn og Fischer. Birkerød måtte i vinters sige farvel til masser af god offensiv, som ikke just gjorde det nye trænerteams arbejdsbetingelser nemmere, som i stedet måtte satse på den lokale islæt, med enkelt tilgang udefra. Unge lovende spillere, som ikke lige præsterer fra den ene dag til den anden, men med masser af fremtid i.  Helt grønt og ungt, har det hele dog ikke været, hvor anfører Mickey rundede de 100 kampe, og hvor også Frederik Madsen, Alexander Augustesen og Magnus Hejbøl, og selvfølgelig Henrik Lyngsø, med hver deres rutine, har sørget for ro, og ikke mindst point i de afgørende vigtige kampe.

I Birkerød skal man dog være glade for, at underliggende hold, som Avedøre og Roskilde KFUM, ikke for alvor er opblomstret i foråret, og hvor Virum, med 12 nederlag i 13 kampe, har været helt til rotterne. For med bare 9 point i forårets 13 kampe, er vi alle glade for de 20 scorede point i første halvdel af sæsonen. Til gengæld står Birkerød med den svageste offensiv af alle i dette forår, med bare 5 scoringer i de 13 opgør, så det er her der for alvor skal sættes ind og trænes afslutninger. I toppen af rækken, smed GVI sit 4 points forspring, til Vanløse, som vandt række og oprykning, på bedre målscore end Gentofte mandskabet. Begge, var dog ved at blive snydt på målstregen, af et forrygende B.1908 hold, som scorede 34, ud af 39 mulige point, i et forår, man startede som tredjesidst, med 3 point færre end Birkerød.

Kampen i Valby, starter med afslutning fra tæt hold af hjemmeholdet efter 4 minutter, men god fod parade af Gall, afværger. Kort efter, kæmpechance til Birkerød, da Troels vinder en direkte tackling, mod Valbys sidste mand, og bringer sig helt alene med Valby keeper Thomsen, men en kludeafslutning, bliver til en triller ind til målmanden. Lige her forstod man nogle af Birkerøds scoringsproblemer, men også hvor der skal arbejdes fremadrettet. Efter 20 minutters spil, begynder hjemmeholdet at skabe nærmest chancer på samlebånd, hjørnespark, ingen markering i midtfeltet, hovedstød over mål, og lige efter, kikker Birkerød fodbold i samme position, på en fri mand i midtfeltet, men Birkerød overlever den svage afslutning.

Hjemmeholdet sværmer som hvepse omkring Birkerød målet, og knalder et skud på indersiden af stolpen, hvor et efterfølgende hjørnespark, ender med en flot Gall redning, efter hovedstøds forsøg. Fremad lever op til sit navn, med en god offensiv, hvor Birkerøds højreside hænger, når der skal trækkes offside, hvilket giver alene episoder med Gall, som disker op med gode fod parader, efterfulgt af hovedstød på inderside af stolpe, som springer lige i favnen på Gall, hvor hjemmeholdet igen en håndfuld minutter efter, får en kæmpechance, med 2 mand helt fri i midtfeltet, men igen ineffektivitet, med skud på stolpe. Hvis det ikke kan fornemmes, skal det siges, at Birkerød efter 37 minutters spil, var ekstremt heldige, med ikke at være bagud i den fodboldkamp. Og så, som i starten af kampen, pludselig stor chance til Birkerød i slutminuttet, hvor et indlæg til feltet tabes af Valby keeperen, Som dumper ned for fødderne af Lyngsø, som bare skal sætte bolden i mål, men presset af en forsvarer, bliver chancen til ingenting. 0-0 ved pause.

I 2. halvleg fortsætter tendenserne, hvor de færreste regner med, at det kan blive ved med at gå godt for et udehold, under næsten konstant pres. 5 minutter inde i halvlegen, endnu en Gall redning, efter afslutning i midtfeltet, men så en håndfuld minutter senere, er Birkerøds held opbrugt, da et skud udefra, træffer en Birkerød spiller, hvorfra læderet springer durk til Charrat, som flot flugter i kassen. Så var der hul på bylden, og et lille kvarter efter, taber Birkerød bolden på midten, som giver friløb til selvsamme Charrat, hvor Gall kommer langt ud af sit mål, og clearer bolden lige på Charrat, hvorefter bolden triller den lange tilbage i det tomme mål til 0-2.

Så var den kamp afgjort, og der blev snakket om samme slutresultat, som sidst man gæstede Valby, men nej, i slutminutterne bliver nederlaget både grimt og stort, da et skud fra kanten af straffefeltet, hamres op i trekanten til 0-3, og i overtidens slutminutter, tumult i Birkerøds felt, hvor Valby holdet igen er skarpest på riposten, og 4-0 til et hjemmehold, som ikke var så langt fra en oprykning, men som der blev sagt på disse kanter, blev blandt andet 3 nederlag til B.1908 afgørende på den konto. Birkerød lander som 7'er i tabellen, en placering, som man konstant har haft, siden 0-0 forårspremieren i Roskilde. God VM sommer, og et forhåbentlig på gensyn til alle, hvor vi lige husker 2 pokaltriumfer, som har bragt Birkerød ind i første runde af DBU pokalen, som spilles til August. BF - Birkerød fanklub.  

DS pulje 2: Lørdag 16.6-18 kl.13.30 på Fremad park: Fremad Valby-Birkerød= 4-0 (0-0)

Kampen i tal: 1-0 Mohsen Charrat (56) / 2-0 Mohsen Charrat (69) / 3-0 Kastriot Plakolli (89) / 4-0 Kelvin Padi (92). Birkerød advarsler: 0. Tilskuere: 130.

BIRKERØD: Thomas Gall / Jacob Østerby (66.Mathias Kokfelt) - Alexander Frost Rasmussen - Mickey Fagerlind Nielsen (A) - Alexander Augustesen (70.Jesper Dybkjær) / Troels Cilius Nielsen - Thomas Høegh - Magnus Hejbøl - Frederik Madsen - Frederik Heise / Henrik Lyngsø Graham Olsen (60.Jacob Sten Madsen). 

Luk