Tilbage på sejrskurs

Efter sidste uges overraskende nederlag på hjemmebanen mod Frederikssund, skulle Birkerøds fodbold flagskib, en tur over kommunegrænsen, hvor en ny kamp ventede mod naboerne fra Allerød. Et lokalopgør som tilhørte en af de svære, i et slutprogram, som jo i sidste ende gerne skulle bringe de gul/sorte helt til tops. Formstærke Allerød, som efter sigende manglede en håndfuld potentielle stamspillere denne dag, blev dog aldrig den trussel, som nogle måske havde frygtet, og Thomas og Tommys mandskab, kunne uden nævneværdige problemer, køre en stensikker sejr på 3-0 i land.
Flot af et Birkerød mandskab, som forstod at rejse sig øjeblikkeligt, og med velforberedt træner arbejde, havde luret, hvordan Allerød kagen skulle skæres over. Herfra har der ikke været nerver, trods sidste uges nederlag, og herfra er der stadig ingen tvivl om, at de gul/sorte tropper udgør rækkens bedste team, med Ballerup/Skovlunde halsende bagefter som næstbedst, men også med god chance for oprykning i sidste ende. Intet er selvsagt sikkert i fodbold, før den sidste fløjte har lydt, men herfra lægger jeg gerne mit optimistiske hoved på blokken, som gerne må rulle af, hvis tingene ikke holder stik.
5 kampe resterer, som alle kan og burde give sejre, men som man så i sidste uge, kommer der udsving og offdays, men skal 1.pladsen i hus, kræver det måske en 11-12 point, over for et BSF mandskab, som godt kunne finde på, at gøre rent bord i slutfasen. Det kloge trænerteam, er dog helt bevidst om opgaven, med devisen, en kamp ad gangen, som til sidst vil gå op i en højere enhed, med slutning som i et af de gode gamle Hans Christian Andersen eventyr.
Solen skinnede sommerligt, da Birkerød for første gang nogensinde, stillede til kamp på den ny Allerød idrætspark, på Møllemosevej, og da kampens udmærkede dommer John Fredegaard Gantfeldt, fløjter opgøret i gang, er det med udeholdet fra Birkerød i dominans fra start, en dominans der skulle vise sig gældende, indtil selvsamme ophavsmand, sluttelig valgte at pifte kampen af. For lad det være sagt med samme, forskellen var markant, i Birkerød favør, over for et underligt uengageret hjemmehold, der slet ikke havde den rette tænding fra start, og sidenhen blev straffet eftertrykkeligt, både hvad angår teknik, fysik, og den simple forståelse, med omgangen af den lille runde.
Inden for kampens første 5 minutter, har rækkens topscorer Frederik Weibel, Mads Windekilde, og Joakim Dam, alle chancen får at bringe deres hold i teten, men hjemmeholdet slipper med skrækken, og tester Birkerød målet efter 10 minutter, med skud over mål, som noget af det farligste i hele opgøret, over for en Nicky Antonsen i Birkerød målet, som havde tid til at nyde det gode vejr, med en stille dag foran garnet. 25 minutter spillet, og stadig målløst, da Nis brager et skud over mål, som efterfølges af en fri stikning ned i banen, til Joakim Dam, som fri foran målet, storkikser, med afslutning langt forbi målet.
Netop de dybe stikninger ned igennem banen, som også var en del af det taktiske oplæg, skulle vise sig at gøre ondt på Allerød, med hurtige Dam og Weibel i frontlinjen, og omkring den halve time, er hjemmeholdets held opbrugt. Igen med en indenoms stikning, denne gang til Weibel, som boltrer sig i frirummet, hvor afslutningen pareres af keeper Frederik Buck, men kun hen til en helt fri Joakim Dam, som er fulgt med op, og kan score til 1-0 i tomt net. Det var konceptet for et Birkerød mandskab, som i halvlegens slutminutter, får endnu 2 målchancer, først igen, med Weibel spillet fri i dybden, hvor en liggende målmand Buch parerer, inden Dam straks efter spilles fri på venstrekanten, hvor et lobbende skud over målmanden, heades væk på selve målstregen. 1-0 ved pause, som var klart i underkanten.
Så gjaldt det om at holde samme fokus i den nye halvleg, hvilket lykkedes fuldt ud for et Birkerød mandskab, som bevarede kontrollen kampen ud, over for et underligt tamt Allerød mandskab, som selvfølgelig var handicappet af manglende spillere, men alligevel ydede forbavsende lidt. Hvilket selvfølgelig også var modstanderens fortjeneste, som forstod at lukke af, over de sporadiske tiltag, som det blå hjemmehold, sjældent diskede op med.
Trods forskellen, kun 1-0 til Birkerød, men så endelig en forløsende fordobling, da Weibel igen ligger på lur, og får sin fri stikning i dybden, og denne gang er usvigelig sikker i afslutningen, med fladt spark forbi keeper Buch, 2-0, og Frederiks sæson mål nummer 14, og nummer 40 i alt, i landets smukkeste klubtrøje. Minuttet efter lukkes kampen definitivt, igen med en bold, til en spejlblank Weibel på Højrekanten, som serverer bolden til en ligeså blank Dam i midtfeltet, og pang, game over, 3-0 til de gul/sorte. En lille føring, var lynhurtig forvandlet til stensikre sejrscifre, hvilket var betryggende og mere end fortjent.
Så blev der kørt lidt på autopilot i resten af opgøret, hvor Allerød intet havde at true med, og hvor Birkerød, stadig i fuld kontrol, kunne være glade og stolte over dagens fornemme arbejde. Næste uge venter Brøndby, et hold der altid er dejligt at besejre, specielt for en mand, som fredag aften mærkede suset, på Farum park, eller hvad det hedder nu om dage, da det danske mesterskab, igen kom på den rette hylde. BF - Birkerød Fanklub.
SS pulje 1: Lørdag 6.5-17 kl.14.00 i Allerød Idrætspark: Allerød FK - Birkerød = 0-3 (0-1)
Kampen i tal: 0-1 Joakim Dam (29) / Frederik Weibel (60) / Joakim Dam (61). Tilskuere: 120.
BIRKERØD: Nicky Antonsen / Mark Blakø - Mads Windekilde - Mickey Fagerlind Nielsen (A) / Rasmus Garly Hansen (glædeligt gensyn efter skade, (72), Frederik Madsen, glædeligt gensyn og lyn comeback efter hård skade) - Nis Lundgaard - Jonas Jørgensen - Thomas Ipsen - Alexander Augustesen / Joakim Dam (62.Christian Schulze) - Frederik Weibel (78.Oliver Svava, debutant).