Menu

Teamspirit i Greve!

Lea Frøling
05. juni 2016 kl. 21:31

Sommeren har for alvor fået sit fodfæste, hvilket også var til at mærke i lørdagens kamp mod 1. Divisions bedst placeret kvinder, Greve. Sidst vi stødte sammen på Birkerød Stadion tog vi et enkelt point med os. Greve er kendt for at uddele snittere til deres modspillere og har både hevet sejre hjem der ikke behøves nævnes her. Derfor var det et tændt Birkerødhold der var klar fra start.

Solen betød, at vi måtte smøre en tyk omgang faktor 30 i smasken af frygt for at ligne Rudolf uden for juletid. Den eneste der ikke så ud til at lade sig påvirke af solens varme stråler var Natalia, der med sine latinoårer og et dagligt besøg i solariet kunne stå med lange ærmer og ligne en der havde glemt og kigge på termometeret. I det mindste havde hun smidt de lange rør og sin halsedisse, hun dagligt træner i. Så her bør uddeles en applaus! Med maver fyldte af vand rendte 14 Birkerødder rundt som var de et omvandrende vandværk, men denne genistreg fra trænerstablen viste sig at være et smart træk.

Fra første halvleg kom vi godt fra start. Vi holdte vores aftaler og bagkæden stod solidt placeret som cement. Arbejdsmandskabet på midten holdt godt fast og arbejdede på livet løs, og angriberne lagde et solidt pres, der tilsammen betød at vi holdte Greve fra scoringer en halv times tid. Men Greve er et velspillende hold der udnytter deres chancer, og da dommerens ur tikkede til pause lød stillingen 1-0. I 2. Halvleg begyndte solen for alvor at bage og det betød træthed. Greve pressede os mere og mere. Men med en målmand der stod sin hidtil bedste kamp i Birkerødtrøjen holdte hun liv i resten af holdet der kneb ballerne sammen og kæmpede for hinanden! Natalia kan uden tvivl gå på weekend med en god portion stolthed og selvtillid i bagagen!

Efter et Greve angreb fik en hårdt arbejdede Svensson en hudafskrabning, da en hård tackling i feltet betød straffe. Derved kunne Greve se måltavlen lyse 2-0 i anden halvleg. Greve pressede os godt resten af kampen og vi forsvarede os ved at hæve bolde som var det en bolledej der ventede på at komme i ovnen. Dermed ikke sagt at vi ikke kom frem til chancer. Vi fik et par gode hjørnespark og frispark som desværre ikke endte hvor vi havde allermest lyst til de skulle ende. Kampens helt store chance gik til Alice, da Andrea smed en perfekt bold ned bag Greves forsvarskæde som Lea (af frygt for ananas i egen juice) med en berøring og en skarp aflevering sendte Alice fri for mål. Men målmanden nappede den med handskerne og derved sluttede kampens resultat 2-0. Man kan fylde mange sider når man skal beskrive Birkerøds mandskab, men Greve gjorde med et enkelt ord: Teamspirit! Og lige præcis det ord levede vi op til i lørdagens kamp. Derfor sidder vi tilbage med en følelse af at tabe, men stadig vinde hindandens respekt!

Ugens t-shirt gik i denne uge til Frede der må have glemt hvad en fodboldspillers vigtigste redskab er. Ikke desto mindre drog hun afsted uden støvler, og derfor får klumpedumpe ugens t-shirt. Derudover lyder ugens citat således: ”Hvis D..sø spillede i min baghave ville jeg trække gardinerne ned” – Emilie-My Tørnquist.

På Tirsdag skydes pokalen i gang og vi tager et smut til Herstedøster. Skulle du svinge forbi på vej hjem fra arbejde, så er det kl. 19.00. Skulle du derimod være forhindret så pak badetøjet og tag et smut til Danmarks perle når vi Lørdag drager sydpå og får feriefornemmelser i Herlufsholm. Det er kl. 15.00! Så frem med feriehatten og hawaiiskjorten for denne dag kan blive en af de helt store slag. Vi glæder os til at se jer!

Luk